Jesper Korsbæk – Tennis på et Spansk Akademi

Efter en længere – og meget interessant samtale – med Philip Ørnø i omklædningsrummet efter seniortræning, blev jeg bedt om at skrive den første blog her på hjemmesiden. Jeg foreslog at skrive lidt om min oplevelse i Spanien. Jeg spillede nemlig tennis i Spanien på fuld tid på et akademi i fem år, inden jeg valgte at komme hjem til Danmark, for at studere i København og spille i Birkerød Tennisklub. Jeg oplevede rigtigt meget på de 5 år, både med hensyn til følelser, drømme, og det at modnes, så mit indspark handler om hvordan en normal dag ser ud på et tennisakademi i Spanien.

Jeg faldt aldrig rigtig til i folkeskolen i Danmark. Jeg døjede med hjemve, når vi var på lejrtur, og var desværre ikke altid lige heldig med, hvem jeg gik i klasse med. Det var ikke før de sidste 3 år, at det blev bedre, da jeg begyndte i en speciel idrætsklasse, så jeg kunne spille og træne tennis flere timer om ugen. Det var også omkring 12-års alderen, jeg virkelig begyndte at spille turneringer i hele Danmark. Jeg vidste, fra jeg var 12 år gammel, at jeg efter folkeskolen ville et år til Spanien og spille fuldtidstennis. Dog vidste jeg ikke på dette tidspunkt, at det skulle gå hen og blive 5 år. Jeg var meget optimistisk omkring det, og havde ikke problemer med hjemve, mens jeg var dernede. Endelig var det noget jeg havde lyst til, og ikke noget et skolesystem styrede for mig.

 

Det skal siges, at jeg nåede at træne to og et halvt år på to forskellige steder. Denne beskrivelse stammer fra Bruguera Tennis Academy, hvor jeg tilbragte de første par år:

Vækkeuret ringer kl. 08:00 og jeg vågner på en mindre sovesal med 5 andre drenge. Derefter er der morgenmad i kantinen, på med tennistøjet, og fat på tennistasken, som ligger blandt alle de andres i gangen ind til vores værelse. Man mærker straks at alt handler om tennis.

Kl. 09:00 starter træningen. Enten har man 2 timers tennistræning fra 9 til 11, ellers har man fysisk træning fra 9 til 10:30 og derefter en halv times pause. Tennisen om morgenen består oftest af en masse fodringsøvelser, og kontrolspil på kryds og tværs. Den fysiske træning om morgenen er mange gange løb, og især bakketræning, da området omkring Barcelona er meget kuperet. Dernæst bytter vi, så de, der havde tennis går til fysisk træning, mens de andre finder ketsjerne frem.

Kl. 13:00 spiser vi sammen i kantinen igen, hvorefter vi lægger os på sengen og slapper lidt af til 14:30, hvor vi igen går på banen. Her om eftermiddagen er der lidt over en times kamptræning og dernæst fysisk træning som oftest består af styrketræning; masser – og jeg gentager – masser af mavebøjninger og udstrækning.

De, som skal i skole bagefter, skal skynde sig meget, for at nå et bad inden de hopper direkte ind i klasselokalet, som ligger lige ved siden af anlægget. Der laver folk lige fra 7. klasses undervisning til det der svarer til tredje g i Danmark. Skolen slutter først omkring kl. 21:00, hvor der bliver spist en sen aftensmad. Dette skoleforløb har jeg dog ikke fulgt, da jeg de to første år kun havde engelsk- og spansklektioner. Efter aftensmaden er der ikke lang tid til pjat, før man hopper til køjs igen. Denne tid bruger man oftest til at være på computeren.

Sådan fungerer hverdagen 5 dage om ugen. Lørdag er der kun træning om morgenen, og dernæst har man hele weekenden fri. Enten lørdag eller søndag tager man oftest toget 1 time ind til Barcelona midtby, hvor man går sig en tur, tager i biografen eller noget, simpelthen for at få noget adspredelse.

 

Sådan er livet på et tennisakademi. Fremragende for dem, som er vanvittigt bidt af tennis, men for dem, som er lidt mindre ihærdige, kan et kortere ophold række. Det at skulle klare sig selv, lære spansk, og omgås andre mennesker fra alle verdenens hjørner, har gjort enormt meget for mig. Jeg lærte hvad ægte venskab var, da vi var flere på min alder som boede sammen. Vi blev nærmest en lille familie.

Mit forhold til mine forældre ændrede sig også. De var ikke længere nogen, som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. De blev nogen jeg rådførte mig med, da det jo kun var mig, der kunne løse mine egne problemer. Dette har givet mig et helt særligt forhold til min forældre. De er ikke længere kun min mor og far, men derimod også nogle venner, som jeg diskuterer ting med. Jeg føler at jeg kan snakke med dem omkring alt.

Jeg har lært folk fra alle mulige lande at kende, så jeg har fået et rigtig godt indblik i hvor forskellige vi er fra hinanden, og samtidigt hvor ens vi egentlig inderst inde er. Jeg føler mig ikke distanceret fra folk fra andre lande, som mange unge måske gør. Mit ophold i Spanien har gjort mig nysgerrig for at finde ud af hvor lige præcis disse mennesker er fra, og hvordan det er, at være der, hvor de kommer fra. Det at flytte hjemmefra som 15-årig er ikke for alle, men det har gjort mig til den jeg er i dag. Derfor er jeg ubeskriveligt taknemmelig for, at mine forældre gav mig muligheden for mit ophold i Spanien, og ikke satte en masse hæmmende grænser op for mig. Man skal have lov til at lære af sine egne fejl, og hvis man ikke fejler, bliver man aldrig god.